Kun ét øremærke til slagtelam
|
Fra 4. april 2011 er det muligt at nøjes med 1 øremærke til slagtelam. |
Fødevarestyrelsen har besluttet, at det fremover vil være i orden, at lam, der slagtes i Danmark inden de er 12 måneder, kan nøjes med ét øremærke. Ændringen er trådt i kraft den 4. april 2011 og kommer efter kraftigt pres fra Per Ploug, Danske Lammeproducenter og efter, at Dansk Fåreavl har arbejdet med sagen gennem længere tid.
Ændringen indebærer, at får og geder, der sendes til slagtning i Danmark inden de er 12 måneder, kan mærkes med 1 øremærke, som er påtrykt enten CHR nummer eller CKR nummer. Ved mærkning med alene CHR nummer kan det individuelle dyr ikke udskilles, og man kan kun se, hvilken besætning dyret kommer fra. Derfor må dyrene udelukkende flyttes fra oprindelsesbesætningen, hvis flytningen sker til et slagteri eller en forarbejdningsvirksomhed.
Ved alene at mærke med CHR nummer udelukker man selvfølgeligt muligheden for at lave individuelle registreringer på dyrene til brug i avlen eller produktionen, og der er derfor grund til at overveje situationen nøje, inden dette skridt tages.
Hvis der kun isættes ét øremærke, skal dyrene slagtes inden de er 12 måneder. Ellers skal der isættes ét yderligere mærke. Mærkningen skal som hidtil være sket senest 60 dage efter fødslen, og under alle omstændigheder inden dyret forlader besætningen. Hvis dyret sendes til slagtning udenfor Danmarks grænse, skal det altid mærkes med to øremærker, hvoraf det ene skal være elektronisk.
I forbindelse med ændringerne er det også lagt fast, at man fremover kan benytte sig af bøjleøremærker. Det er dog gjort til et krav, at bøjleøremærket kun må anvendes alene (til slagtelam) eller sammen med almindeligt eller elektronisk øremærke. |
Landsforeningen for Dansk Fåreavl - Axelborg, Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 49 49 - Email: