Nye regler om foderhygiejne
|
Som noget nyt vil Plantedirektoratet fra 1. januar 2006 pålægge alle landmænd nye regler om foderhygiejne i forbindelse med fodring eller dyrkning af foder. Foreløbigt er alle landmænd blevet eller ved at blive registreret i Plantedirektoratet som led i kontrolprocedurerne. Det sker bl.a. i forbindelse med indberetningen gennem den Fælles Husdyrindberetning her i efteråret, hvor husdyrholderne er blevet bedt om at afkrydse anvendelsen af forblandinger eller tilsætningsstoffer. |
|
De nye regler er nærmere beskrevet på Plantedirektoratets hjemmeside: www.pdir.dk
Gå ind under landbrug/foder/foderhygiejne og her evt. på Faktablad om forblandinger og tilsætningsstoffer, hvis du er i tvivl om, hvor du skal krydse af.
De nye krav indebærer, at landmanden skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at en række hygiejniske forhold i forbindelse med håndteringen af foder overholdes. Der er f.eks. krav om nødvendig renholdelse af udstyr og maskiner, der bruges til høst, transport og opbevaring af foder. Farlig emballage og affald skal bortskaffes på betryggende måde, og i det hele taget skal det sikres, at foderet ikke bliver forurenet med farlige stoffer, hvad enten det måtte være gødning, pesticider eller andet.
Det er et meget omfattende regelsæt, der herved sættes i værk, men heldigvis vil reglerne for de fleste landmænd ikke betyde de store ændringer på bedriften. For at hjælpe landmændene med at få et overblik over regelsættet og samtidig danne baggrund for den nødvendige dokumentation, er Dansk Landbrug ved at færdiggøre nogle retningslinier. De vil blive sendt ud til landmændene, og de vil forhåbentligt lette indførelsen af disse nye krav i væsentlig grad.
|
Landsforeningen for Dansk Fåreavl - Axelborg, Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 49 49 - Email: