Nye flytterestriktioner som følge af vaccination mod bluetongue
|
Den 24. juli 2008 bliver den danske restriktionszone for bluetongue delt op i to. Opdelingen sker som led i vaccinationskampagnen mod bluetongue. |
Restriktionszonen, der dækker det øst- og sydlige Danmark, bliver delt op i en beskyttelseszone og en overvågningszone. I beskyttelseszonen skal kvæg, får og geder vaccineres. I overvågningszonen bliver dyrene overvåget for sygdommen.
Med den nye zoneinddeling vil der være restriktioner for flytning af kvæg, får og geder, der flyttes mellem beskyttelses- og overvågningszonen, samt for flytninger af dyr ud af zonerne. Der vil ikke være restriktioner ved flytning af dyr ind i zonerne fra den frie del af Danmark, dog skal de dyr der flyttes til beskyttelseszonen kunne nå at være færdigvaccineret inden den 30. september, for at være omfattet af vaccinations-kampagnen i 2008. Vaccinerede dyr kan flyttes ud af beskyttelseszonen på særlige betingelser.
Beskyttelseszonen vil bestå af følgende kommuner:
- Alle kommuner i Region Hovedstaden, undtagen Bornholms Regionskommune.
- Alle kommuner i Region Sjælland.
- Alle kommuner i Region Syddanmark, undtagen Billund Kommune, Varde Kommune og Vejle Kommune.
Overvågningszonen vil bestå af følgende kommuner:
- Billund Kommune
- Hedensted Kommune
- Herning Kommune
- Horsens Kommune
- Ikast-Brande Kommune
- Odder Kommune
- Ringkøbing-Skjern Kommune
- Samsø Kommune
- Silkeborg Kommune
- Skanderborg Kommune
- Varde Kommune
- Vejle Kommune
- Århus Kommune
Vaccinationskampagne mod bluetongue kommer til at løbe fra sidste halvdel af juli til 30. september 2008.
Læs mere om de kommende regler for flytning af dyr på fvst.dk/bluetongue under 'Flytning af dyr', eller på www.Bluetongue.dk, når det bliver lagt på de kommende dage.
|
Landsforeningen for Dansk Fåreavl - Axelborg, Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 49 49 - Email: