Nyt tysk bluetongue-udbrud udvider restriktionszone i Danmark
|
Et nyt udbrud af husdyrsygdommen bluetongue i Schleswig-Holstein betyder, at restriktionszonen, der går ind i Danmark, udvides til at omfatte yderligere 12 kommuner i Jylland. |
Udbruddet af bluetongue er fundet i byen Handewitt nær Flensborg i det nordlige Tyskland, og dermed udvides den danske restriktionszone med følgende kommuner:
- Billund
- Hedensted
- Herning
- Horsens
- Ikast-Brande
- Odder
- Ringkøbing-Skjern
- Silkeborg
- Skanderborg
- Varde
- Vejle
- Århus
Besætninger med kvæg, får, geder og hjorte i de nævnte kommuner bliver hermed underlagt en række restriktioner på grund af bluetongue. Restriktionerne vil gælde i mindst 2 år.
Danmark havde sit første og foreløbigt eneste udbrud af bluetongue på Lolland den 13. oktober. Som følge af udbruddene i Tyskland og udbruddet i Danmark, er der indført restriktioner for flytning af dyr der kan smittes med bluetongue i Sønderjylland, Midtjylland, på Fyn og øerne samt på Sjælland, Lolland og Falster.
Fødevarestyrelsen har oprettet et særligt tema om bluetongue på hjemmesiden www.fvst.dk, der løbende opdateres med aktuel information og svar på de oftest stillede spørgsmål om sygdommen. Fødevarestyrelsen har desuden oprettet telefonhotline om bluetongue. Telefonerne er åbne på hverdage fra kl. 9-16 på tlf. 70 13 00 12.
|
Landsforeningen for Dansk Fåreavl - Axelborg, Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 49 49 - Email: